23-årige Alberte Ulsing har kæmpet med en spiseforstyrrelse siden hun var 14 år gammel. Hendes rejse med spiseforstyrrelsen begyndte gradvist, men de tidlige tegn på problemer med mad og kropsidealer begyndte at vise sig allerede i hendes tidlige teenageår.

En dag til springgymnastisk i 6. klasse får Alberte en idé, hun vil gerne være dygtig til sin sport. Hun begynder at styrketræne og spise en sundere kost, som efter kort tid viser sig at være effektiv. Hun kan lave flere forskellige og mere avanceret spring.
”Jeg har mere energi og overskud,” siger Alberte til veninderne som alle har lagt mærke til hendes udvikling. Alberte kan mærke at hun er glad for det hun gør, og det giver pote at styrketræne, og spise sundere. Hun begynder at løbe ture rundt om søen før hun skal i skole, hjemme i Albertslund, først to, så tre, fire og fem runder. Styrketræningen tager til, med mere avanceret øvelser, og kosten bliver sundere.
Men på en overnatningstur, med gymnastikholdet, kan Alberte mærke at noget er galt. Selvom det skulle have været sjovt, følte hun uro i kroppen, fordi hun ikke havde kontrol over, hvad de skulle spise. Hendes kontrollerende forhold til mad og ekstrem aktivitet, var et tidligt tegn på anoreksi.

Spiseforstyrrelsen som anoreksi er en psykiske lidelse, der ofte har sine rødder i både biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Anoreksi handler ikke kun om mad, men også om kontrol, selvværd og det at føle sig accepteret i samfundet.

En Stemme tager form

Inden i Albertes hoved, begynder der at komme en stemme frem, som fortæller hende ting omkring sig selv og mad. Den bestemmer hvad hun skal spise, hvordan hun skal træne og bebrejder hende hvis hun ikke overholde de regler, som stemmen har bestemt for hende. Hun begynder sågar at lyve overfor familie, for at overholde de regler, som stemmen dikterer.
Ud over den indre konflikt, påvirker spiseforstyrrelsen også Albertes helbred. Hun oplever fysiske konsekvenser som ophør af menstruation, ekstremt vægttab og en generel nedbrydning af hendes fysiske og mentale helbred. En dag i 8. klasse har hun ikke mere energi i kroppen, for hun har ikke spist i 3 dage. ”totalt umenneskeligt,” fortæller hun sig selv, den dag i dag.
Hun vil gerne fortælle sine forældre, at hun ikke havde spist sin madpakke, selvom hun faktisk var sulten. Denne indre konflikt var en konstant kamp mellem hendes ønske om at fortælle sandheden og stemmens krav til spiseforstyrrelsen.

Forebyggelse fra foreningen

”Konflikter som disse, kan være svære for unge med spiseforstyrrelser,” fortæller Sabine Elm Klinker, som er vicedirektør hos Foreningen for spiseforstyrrelser og Selvskade (FSS). Foreningen er dedikeret til at støtte og vejlede dem, der lider af spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Med en mission om at skabe opmærksomhed omkring disse mentale sundhedsproblemer arbejder FSS for at tilbyde støtte, information og fællesskab til dem og deres pårørende. Foreningen har etableret sig som en pålidelig ressource, der stræber efter at nedbryde tabuer og skabe åbenhed omkring spiseforstyrrelser og selvskade. De er også dedikeret til at støtte og vejlede dem, der lider af spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Sabine forsætter, ”Vi arbejder meget med at lave rapporter, vi er de eneste der har et videnscenter indenfor spiseforstyrrelser. I videnscentret arbejder vi med indsamling og formidling af viden. Vi dokumenterer og evaluerer vores arbejde, men gennemfører også selvstændige undersøgelser.”
FSS har en bred vifte af ressourcer; støttegrupper, rådgivningssessioner og oplysningskampagner, der sigter mod at uddanne samfundet og fjerne stigmatiseringen omkring udfordringerne ved spiseforstyrrelser. Sabine uddyber, ”Igennem vores dedikation til at opbygge et stærkt fællesskab af individer, der forstår og støtter hinanden, har FSS skabt et trygt rum, hvor berørte kan dele deres erfaringer uden frygt for fordomme.”

Et opkald startede en lavine

Som tiden går, kan Alberte mærke at hun gradvist bliver mere distanceret fra sine venner og veninder. Hun bliver fanget i en ond cirkel af selvbebrejdelse og en konstant jagt på perfektion. Pigerne over i skolen begynder at ligge mærke til dét; ”Folk synes det var nice og folk synes jeg så godt ud,” uddyber Alberte.
Alberte udviklede sin spiseforstyrrelse, men en af de faktorer hun selv forklarer, der har været med til at forme den, var det sociale pres, ”Jeg fik mange komplimenter, da jeg begynder at blive rigtig tynd”.
En dag, hvor Alberte gik og overholdt sine regler for spiseforstyrrelsen, ringede telefonen. Det var Unique Models, et dansk modelbureau, der var interesseret i Alberte; ” jeg tænker okay, Det er sådan her man skal ud, for at være smuk. Det var noget, jeg gik meget op i. Det var en idé jeg havde om at hvis du er det her, så er du smuk, og det var jo så nok tynd”.
Der var også her at Albertes mor indså at hun skulle holde øje med Alberte. Da Alberte så kun bliver tyndere og tyndere, indså moren at måske havde Alberte en spiseforstyrrelse. Alberte blev set af sin egen læge, der hurtigt gav udtryk for at hun skulle videre til psykiatrien. Alberte uddyber, ” Jeg kommer ind til en undersøgelse eller udredning, hvor de konstaterer, okay, du har anoreksi og du skal ikke til at starte i noget behandling. Så går jeg måske der i 2 uger så skal jeg simpelthen til Bispebjerg, hvor de har en hel afdeling for folk med spiseforstyrrelser.”

En tendens har taget form

Albertes historie er desværre ikke enestående. Sundhedsdatastyrelsen har lavet en registeranalyse tilbage i 2020, for at få et overblik over hvor mange mennesker i Danmark der bliver konstateret med en spiseforstyrrelse, de nedstående er to grafer, relaterer sig til Alberte:

I perioden fra 2010 til 2018 har flertallet af nye patienter med spiseforstyrrelser blandt børn og unge anoreksi. Grafen topper i 2018 med 59 pct. af nye patienter blandt børn og unge, der har anoreksi.  Antallet af nye patienter blandt børn og unge med hhv. anoreksi, uspecificerede spiseforstyrrelser og bulimi falder fra 2014 til 2016, dog har andre spiseforstyrrelser fra 2014 og frem steget.
Kilde: Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.[1]

Figuren illustrer de kønsrelaterede tendenser i gennemsnitsalderen for nye patienter med spiseforstyrrelser mellem 2010-2018. For drenge er alderen faldet 0,7 procentpoint, mens den for piger forblev stabil omkring 14 år, med kun 0,1 procentpoint. Dog er fælles for begge køn, at alderen er faldet.
Kilde: Landspatientregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.[2]

”Ens hjerne er jo også er helt sådan rocky, når man ikke har spist noget i lang tid”

”Fra i dag af der må du ikke gå i skole. Du må ikke tage til træning, du må ikke se dine veninder. Du skal vitterligt bare ligge derhjemme og så skal du få spist dine måltider og så ser vi hvad der sker”, husker Alberte at lægen på Bispebjerg sagde. Hun stopper med at gå i skole, og se sine veninder, for hun skal udelukkende bruge sin energi på at spise 6 måltider om dagen; 3 store og 3 snackmåltider. Hun får en fast kostplan over ting der skulle spises, og det hjælper hende med at tage på. Formålet er at Alberte skal have nok energi til at kunne modtage terapi; ”Ens hjerne er jo også er helt sådan rocky, når man ikke har spist noget i lang tid”, forklarer Alberte.
Hun forbliver derhjemme i Albertslund i flere måneder, uden at se nogen eller lave noget med hendes venner. Der var en anderledes tid, end for de fleste børn på 14 år. Alberte gik ikke i skole, og hendes største problem kunne f.eks. være at skulle spise en mælkesnitte.
Fra at besøge Bispebjerg to til tre gange om ugen, ender det med at hun ikke behøves at komme, men altid kan ringe. Spiseforstyrrelsen stod på i to og et halvt år, men i 9. klasse ender Alberte med at sejr.
I dag arbejder Alberte stadig med sin spiseforstyrrelse, men hun har fundet styrke i at søge professionel hjælp og støtte fra venner og familie. Hun har lært at udfordre de destruktive tanker og mønstre, der har plaget hende i årevis, og hun har formået at genopbygge et sundt forhold til mad og krop.
Albertes historie er et vigtigt eksempel på, hvordan samfundets skønhedsidealer og sociale pres kan have alvorlige konsekvenser for enkeltpersoners mentale og fysiske helbred. Det er afgørende at skabe åbenhed og forståelse omkring spiseforstyrrelser og at tilbyde støtte og behandling til dem, der lider af disse lidelser.

Computerspillet der hjælper på spiseforstyrrelser

MAZEOUT, et computerspil fra december 2020, udviklet af Psykiatrien i Region Syddanmark skal bruges til at støtte personer med spiseforstyrrelser, imens de er i et behandlingsforløb. Spillet er ifølge projektleder Maria Guala, overlæge i teamet for spiseforstyrrelser, baseret på en innovativ tilgang inden for psykiatrien.
Man præsenterer personen med spiseforstyrrelsen for en labyrint, hvor man skal træffe valg fra dagligdagen, som f.eks. sociale arrangementer, for at komme ud. Maria Guala, forklarer, at spillet er lavet til at man aktiverer patienten, og det er første gang man ser redskaber som computerspil, hvor patienten selv er bidrager aktivt til deres behandling. Man håber på at det kan være med til at sikre en hurtigere og bedre behandlingsforløb for personer med spiseforstyrrelser.

---

[1] Sundhedsdatastyrelsen. (2020, juni). Personer med spiseforstyrrelse: Registeranalyse af forekomst, nye tilfælde og aktivitet på tværs af sundhedsvæsenet i perioden 2010-2018 [Registeranalyse]. https://sundhedsdatastyrelsen.dk/-/media/sds/filer/find-tal-og-analyser/sygdomme-og-behandlinger/spiseforstyrrelser/personer-med-spiseforstyrrelse.pdf

[2] Sundhedsdatastyrelsen. (2020, juni).